Vesterlyng camping

Vesterlyng camping er vel det man kan kalde…. en rigtig campingplads. En campingplads med alle de herligheder vi bestemt ikke synes om – pool, hoppepude og masser af børn. Og nu vil sikkert mange løfte et øjenbryn og tænke; “Kan de ikke lide børn”? Jo, det kan vi da bestemt – vi har tilsammen 5 børn, som ganske vidst alle nu er voksne mennesker, men de er jo vores børn alligevel. Det første barnebarn har vi da også fået og som vi er totalt vilde med – vi har ikke det fjerneste imod børn. Men når vi er på tur foretrækker vi stilheden og det spiller sjældent sammen med børn, pool og hoppepude.
Alligevel er vi taget en tur til Vesterlyng for at tjekke den ud – primært fordi en kollega er fastligger og roser pladsen til skyerne… eller næsten.

Som det måske fornemmes var alle parader oppe, da vi loggede på deres hjemmeside for at sikre os en plads. Campingpladsen er indrettet som de fleste er – meget stringent og hvor man bor side om side. Men i bunden af pladsen, så at sige, er der et område forbeholdt teltere og ligesindede, som ikke nødvendigvis har brug for strøm og så ligger det lidt væk fra det almindelige campingområde, hvis man kan kalde det det – lige et sted for os! Vi valgte vores lille spot (på kortet til højre ligger pladsen nederst til venstre ved telt-ikonen), bestilte og betalte med det samme.

Vesterlyng camping ligger ganske dejligt, tæt på Havnsø, i den dejligste natur og kun en spytklat fra noget af Danmarks flotteste og mest børnevenlige strand. Vejene hertil bliver ironisk nok mindre og mindre, men endelig ser vi et lille skilt med en pil der peger i retning af pladsen og pludseligt holder vi udenfor receptionen…. som er lukket for resten af dagen! Vi havde ellers fået at vide af dem, at de havde åbent til kl. 19 og vi var der kl. 18 (Dorte skulle først hjem fra vagt før vi kunne lette anker). Et opkald fra et andet par, som også lige var ankommet, fik dog skubbet til ejeren som kom løbende. Vi får tjekket ind, udleveret poletter til pool, baderum og jeg skal komme efter dig, og langsomt kører vi gennem pladsen for at finde vores lille plads, mens jeg tænker over hvordan folk kan holde ud at ligge så tæt på naboerne.

Men vi finder frem til det “strømfrie” område og man må sige, at vores værste fordomme blev grundigt gjort til skamme…. Det viser sig, at den plads vi har valgt, er på et kæmpe stort område, hvor vi er de eneste campere og for enden af pladsen er der også 4 glampingtelte, som i løbet af de dage vi er der bliver beboet alle sammen. Vi får vognen på plads, campinghunden får linen på (den er 8 m) og kan løbe lidt omkring og snuse, der hentes vand og maden kommer på bordet.
Min kollega og hans hustru har spottet vores ankomst og de kommer ned og ønsker os velkommen, og hiver os med ud på en lille gåtur i området. De kender stedet ud og ind efter at ha’ været fastliggere på pladsen i en årrække.

Men her er faktisk ganske dejligt, hernede på den noget afsvedne plads – helt roligt og stille…. ok, man kan godt fornemme råben og skrigen fra kåde børn, men det går an – vi er jo trods alt på en “rigtig” campingplads! Og på en “rigtig” campingplads er der jo et ordensreglement og i følge det, skal der være ro på pladsen kl. 22. Og selvom det var en ganske dejlig og lun sommeraften og lyst tilmed, så blev der dælme helt stille kl. 22…. imponerende. Duggen begyndte at falde og vi krøb indenfor, læste lidt og til sidst krøb vi under dynen.

Næste dag er det varmt igen, rigtig varmt. Vi indtager morgenmaden på bagsiden af vognen, da der her er skygge. Varmen gør at det er lidt svært at komme op i omdrejninger, så efter at ha’ drysset lidt rundt på pladsen og kikket lidt nærmere på en gammel MKP, kører vi en tur til stranden. Og de strande der er her, er som tidligere nævnt nogle af de flotteste. Krystalklart vand, meget fin sandbund og så skal man meget langt ud før det bliver bare lidt dybt. Forbavsende nok er her dog ganske få mennesker, selvom det virkeligt varmt. En rytter kommer forbi på sin hest, der lige skal køles lidt ned, hvorefter de forsvinder igen. Dorte frygter ikke gyset og springer som sædvanligt frygtløs i bølger – jeg foretrækker at blive på land! Den lille campinghund er dog i syv sind; hun elsker vand og springer gerne ud i en sø – bare vandet ikke går længere end til maven (bemærk her, at hun jo er en lavbenet gravhund!), men her på stranden er der jo bølger, og alle hunde ved jo at de kan være farlige…. eller det mener hun ihvertfald! Jeg smider skoene og trasker ud i vandet og forsøger at lokke hende med, men de bølger der er altså ikke meget for så hun bliver på land.

Efter badeturen kører vi ind til Havnsø. Nu lyder det som en større tur, men det tager max 5-10 min., så er man i centrum!
Vi skal have en is, og umiddelbart det eneste sted vi kan se der sælges sådanne er Havnegrillen og jeg skal love for, at den friske unge mand, der langede is over disken, kunne sit kram. Bestiller man i København en vaffel med én kugle og softice på toppen, så får man én kugle på størrelse med en bordtennisbold og en lille klat softice. Her i Havnegrillen på havnen i Havnsø er en kugle på størrelse med en velvoksen mands knytnæve, og mængden af softice vil jeg slet ikke nævne – det eneste jeg vil sige er, at vi måtte rykke frokosten et par timer!

Netop denne dag havde DMI lovet at et voldsomt uvejr, med både regn, storm, torden og lynild, ville drage ind over landet – og Vesterlyng lå lige i midtersporet af den retning uvejret tog. Mens vi kæmpede på havnen med vores is, tog vinden til og et par café’er begyndte at tage deres udendørs møbler indendørs, hvorfor vi blev enige om at det nok var tid til at vende is-næsen med campingpladsen igen. Det gik dog ikke så hurtigt med stormens kommen som forventet, så vi hev friskt stole og borde frem og satte os til at læse…. vi havde dog forregnet os lidt, for med et sæt kom vinden med en styrke så borde og stole ved glampingteltene vitterligt begyndte at flyve rundt – vi bestemte od for at det var tid til at pakke samme og rykke indenfor. Indenfor fik hyggen overtaget mens vi lå og lyttede til regnens trommen og tordenens buldren.

Om aftenen var vi inviteret op til min kollega og hans hustru, hvor vi nød vores medbragte mad og havde en rigtig dejlig aften med gode snakke om bl.a. de forskellige måder at campere på og camping generelt. I forhold til vores lille Action, som vi er ret vilde med og som passer perfekt til det vi ønsker omkring camping, så er deres Kabe jo nærmest et slot, men den passer perfekt til det det de vil have ud af campinglivet – vi vil gerne køre rundt og maks være samme sted 2 nætter, og så skal det, så vidt det er muligt, være fricamping. Vores værter vil helst ligge samme sted over en længere periode og er ikke til alt det køreri. Vi tridser tilbage til vores egen lille vogn, aftenen er ved at rinde ud – ihvertfald for dem som skal op på job næste morgen. Campinghunden hopper med det samme op på sit tæppe og ruller sig sammen, vi andre nyder en kop te, læser og bare hygger…. det var den dag.

Det er sidste dag, det er overskyet og udenfor svupper det når man går hen over græsset – jorden har været så hård og tør, at vandet slet ikke har kunnet trænge ordentligt ned. Morgenmaden indtages indenfor, men temperaturen langsomt stiger udenfor og det begynder at tørre op. Inden vi begynder at pakke sammen, går vi den dejlige tur langs vandet og tilbage via nogle stier, som vi fik vist i går. Området nede ved vandet er “befolket” af fritgående køer – fritgående i den forstand at de også kan gå ud på den vej der går gennem området. Der er koriste, samt hegn nogle steder, for at sikre de ikke bare vandrer som de lyster. Køerne er vant til mennesker, er ikke aggressive og tager ikke notits af den lille campinghund, de kikker bare lidt på hende og fortsætter så ellers med deres drøvtygning.
Vel tilbage på pladsen pakker vi sammen – det går hurtigt, da vi ikke har solsejl eller fortelt oppe, og kort efter prodser vi på og vender næsen hjemad…. det var den weekend.