Herfra gik det så sydover langs søen Siljan, et utroligt flot stykke, indtil vi kom til en lille by, Rättvik, hvor vi gjorde holdt og spiste frokost.
Faktisk var det en lille plads som Dorte fandt frem til via Google Maps, og her var utroligt skønt. Videre gik det ned til vintersportsbyen Falun og herfra via E16 til den lille by Hofors, hvor vejene herefter bare blev mindre og mindre, indtil vi nåede dagens destination, landsbyen Gammelstilla.

Byen har blot omkring 40 beboere og er koncentreret omkring det gamle Gammelstilla Bruk, en stangjernssmedje, som blev etableret i 1650’erne. Her var skove og vandkraft, og afstanden til minerne ved Torsåker var ikke stor, da man her hentede råjernet. Værket blev med tiden udvidet med endnu en større smedje, man byggede en højovn og et mekanisk værksted. I 1914 ophørte jernproduktionen, og Gammelstilla blev en landbrugs- og skovbrugsvirksomhed, og først i 1971 blev den helt lukket ned. Det hvide pakhus, der blev opført 1750, er blevet den bygning, der huser produktionen af Whisky, og det murede pakhus, som oprindeligt var tænkt som en herregård til møllens ejer, er nu lager for Gammelstillas whiskyfade.

Der holdt en lille autocamper med nedrullede gardiner i forvejen og vi placerede os i hjørnet af pladsen.  Det var dog et valg vi fortrød lidt, da der et par meter bag os løb en lille å, som vi dog retfærdigvis ikke kunne se, da den var nærmest helt overdækket af diverse grønt – men hvor der er vand og fugt, der er der også myg… og masser af dem!  Vi kom dog ret sent på eftermiddagen, og da destilleriet alligevel ikke havde åbent på hverdage (øv!) blev det ikke til mere end lidt trissen rundt på området, hvor man tydeligvis i løbet af sommeren havde holdt flere større arrangementer, for at undersøge hvor toilettet var og efterfølgende trak vi indenfor i vognen. Desværre var der ikke her de store muligheder for gåture med campinghunden.