Fricamping – er det noget for dig?
Inden du læser videre:
Dette er ikke en opfordring til at campere hvor man lyster. Men føler du dig fristet, efter at have læst dette, så sæt dig ind i love og forordninger først…. med dette sagt – lad os så komme videre!
For os er fricamping den totale frihed. At køre ud i naturen og finde et sted, hvor fred og ro kan nydes, og gerne et sted med en god udsigt til en sø, åbne vidder eller imponerende fjeldtoppe.
Men kan man bare det – og hvor? Det ultrakorte svar er ja – i Sverige og Norge, og bruger man lidt tid på at lede, så også i Danmark, om end mulighederne er noget begrænset. Dog er det vigtigt at kende reglerne, for fricamping er ikke ensbetydende med man uden videre kan tage ophold hvor det passer, men opfører man sig fornuftigt og tænker sig om, så er der alligevel mange muligheder. Dette lille skriv er primært for folk med en Action eller tilsvarende type CV, da en større CV umiddelbart ikke vil egne sig, og som vil prøve fricamping. Har man en autocamper er man dog lidt heldigere stillet, da der med denne også er mulighed for at benytte stellpladser ved havne/lystbådehavne, men det er en helt anden historie!
Vi er nu på 4. år fricampere, og har haft utallige fantastiske oplevelser i Sverige og Norge. Begge lande har Allemansretten, som giver lov til at færdes i naturen. Men der er et men; for når vi kommer med vores lille CV er der yderligere krav til vores færden, specielt i Sverige; Der findes nemlig ingen allemandsret for “motoriserede køretøjer” – dette er til gengæld reguleret i den svenske terrängkörningslag, som bl.a. angiver at “det er forbudt at køre bil, motorcykel, knallert og andre motordrevne køretøjer (herunder også el-drevne) på marker i terrænet. Det er heller ikke tilladt at køre med motordrevne køretøjer på enkelte veje, der er lukket for motortrafik. På disse steder er forbuddet angivet med skilte.”
Dette skal man dog ikke bare lade sig skræmme af, da der stadig er masser af muligheder. Vha de 3 app’s Bobilguiden, Stellplats og Park4Night, har vi altid kunnet finde et lille sted, hvor vi har kunnet tage ophold for natten. Skal man på en længere tur, vil jeg anbefale, at man bruger god tid på planlægningen, da det godt kan være lidt stressende bare at køre ud i det blå, uden at vide hvor natten skal tilbringes. Det samme gælder mulighed for både at tømme sort og gråt vand, samt adgang til frisk vand – det skal man have styr på.
Vi har ligget et utal af steder med vores lille action og har aldrig oplevet problemer. I Sverige har man mange badesøer og tit er det muligt at overnatte ved disse steder, hvor der er en lille p-plads og nogle gange markeringer til dem som overnatter. Andre gange er det bare et lille skilt som viser området. Holder man lidt væk fra de parkerede biler er der ingen som løfter et øjenbryn og selvfølgelig begrænser man sig med kun at hive et par stole frem og lader evt. markiser m.v. blive væk. Og når man så forlader stedet dagen efter kan man slet ikke se at der har holdt en vogn for natten.
I sydligste Sverige er der desværre ikke så voldsomt mange muligheder, men de er der. En af grundene er desværre, at en del parkerer fornuften der hjemme og opfører sig på en måde der gør, at kommunerne begrænser disse muligheder.
Generelt kan det siges, at jo længere nordpå, jo flere muligheder, både for fricamping og stellplatser, men glem ikke at tjekke de svenske Naturum, der er 32 af dem, hvoraf flere har muligheder for overnatning (https://www.naturvardsverket.se/amnesomraden/skyddad-natur/sa-forvaltas-skyddade-omraden/hitta-till-naturum/). Vi har besøgt Naturum Tåkern en del gange og det er et utroligt dejligt sted.
Kommer man nord for Göteborg stiger udbuddet af muligheder for fricamping. Specielt hvis man kører vest om Vänern, og op i Dalarna – her er man er stort set midt i naturen og det er her, at det lidt mere spændende terræn starter. Forstået på den måde, at det ikke bare er “flade marker”, men ser her fjeld næsten lige meget i hvilken retning man kikker.
Her ligger også byen Mora, som nærmest virker som en magnet på campere og andet godtfolk, der higer efter at komme ud i naturen, men lige skal have fourageret inden; der er flere store dagligvarebutikker i byen. Det er også i dette område man vil møde mange tyskere og hollændere, men frygt ej, det er skam flinke mennesker.
Og kører man op langs det vestlige Sverige, bliver det bare mere vildt og fedt!
Vil man opleve mere fjeld, behøver man faktisk ikke at køre meget længere op, men dreje til venstre ind mod Norge, for det er i det norske, at de store fjelde ligger. Og her er der masser af muligheder for fricamping og i de områder hvor det er forbudt; primitive campingpladser, hvor der faktisk ikke er andet end mulighed for at tage ophold – som regel er der ingen tømme muligheder, så det skal man lige have styr på. Vi har kørt rundt i området omkring Jotunheimen, Dovre og Rondane, og her så vi masser af muligheder for at fricampe.
Stellplatser – et godt alternativ til fricamping.
Specielt i Sverige er stellplatser meget udbredt, og i langt de fleste tilfælde vil de gerne have besøg af os med en lille CV – vi plejer at skrive til dem i forvejen inden vi kører dertil for at sikre der er plads.
Stellplatser er et fantastisk alternativ til almindelige campingpladser, da man her slipper for alt det vi netop vil undgå – badeland og vandrutsjebaner, trampoliner, hoppeborge og alle mulige andre uhyrligheder, men alligevel med tømmemulighed for både sort og gråt vand, samt en vandhane – her er bare stille og roligt. Og er du heldig, så får du besøg af naboen som er nysgerrig på hvad der er for en lille CV du triller rundt med. I Sverige føler man sig altid velkommen på en Stellplats – desværre er det tit det modsatte her i Danmark, hvor mange AC-ejere kikker skævt til os med en CV.
Håbet er at du efter at have læst dette og måske også søgt emnet på internettet, får lyst til at prøve andet end de sædvanlige og almindelige campingpladser, hvor det jo tit er alle mulige faciliteter der vægtes. Er det den store natur og ro du søger, Så pak vognen, find en god app til at spotte overnatningsmuligheder – og tag på eventyr og få en på opleveren!
Håbet er at du efter at have læst dette og måske også søgt emnet på internettet, får lyst til at prøve andet end de sædvanlige og almindelige campingpladser, hvor det jo tit er alle mulige faciliteter der vægtes. Er det den store natur og ro du søger, så pak vognen, find en god app til at spotte overnatningsmuligheder – og tag på eventyr og få en på opleveren!