Vi fortsatte op ad Fv 2806, mod det lille samfund Tunhovd, og ledte efter en lillebitte vej der hed Ljøtelendet…. som pludseligt dukkede op!!
Men ak, det var vej, som ikke var i særlig god stand og bestod nærmest mest af skærver. Vi drejede ind ad den og kørte langsomt op og ned ad bakkerne, og så skal det dog siges, at vejen tydeligvis ikke blev brugt i særlig stor udstrækning, så selvom det var en ganske smal vej, gik det fint. Vi nåede helskindet frem til det som vel kan betegnes som en stor buslomme og konstaterede at vi ikke var de eneste, der havde fundet dette fine sted. Der holdt allerede en tysker og kort efter kom endnu en van og senere på dagen yderligere en – det endte med at vi holdt 4 på den lille plads. 
Som nævnt var det ikke meget andet end en stor buslomme, men hvilket sted – her var helt vidunderligt og ganske stille. Efter lidt frokost, hankede vi op i os selv og gik en tur. Og det var noget af en tur, som vitterligt gik over stok og sten, blokmark og sandelig også myr. Og den lille campinghund, som har ben ikke meget længere end 10-12 cm., klarede både at kravle over klippeblokke og gennem myr. Turen var til tider lidt udfordrende med det voldsomme terræn, som vi faktisk ikke havde rigtig fodtøj til – vi havde gode vandresko på begge to, ditto støvler havde dog været meget bedre – men det gik nu fint nok, og det var en rigtig dejlig tur. 

Vel tilbage i vognen bød den gode kop te sig til, hunden hoppede op på sin plads og vi andre lænede os tilbage og slappede lidt af. Men der skulle jo også noget aftensmad på bordet, så grillen blev hevet frem og tændt, og et par fiskebøffer blev smidt på. I det fjerne havde vi hele tiden hørt bjælder/klokker som fårene, der sendes ud om foråret, har om halsen, og som vi har hørt på tidligere ture i det norske.
Nu lød det dog som om de kom nærmere, og så er det altid spændende hvor nysgerrige de er – og om der er en “alfa” med, der stamper i jorden! Det var en flok på 8 får, der kom dryssende ned ad vejen direkte mod den lille plads vi lå på og hvor der var en større bålplads. De var åbenbart ret kendte med pladsen og styrede mod bålpladsen, hvor de begyndte at rode rundt, så de blev helt sorte i hovedet af alt det aske og de forkullede brænderester som der var i bålet.
De var ret underholdende og harmløse, omend “førerhunnen” var en anelse nærgående og syntes grillen duftede godt, men efter lidt stampen (en måde hvorpå fåret viser den er sur!) tabte den dog interessen og vendte tilbage til flokken. De blev i området i et par timer, men forsvandt så pludseligt igen.

Roen faldt over den lille plads, alle søgte indenfor og hos os blev det te-tid og en gang Trivial Persuit igen.

Næste morgen stod vi op til den flotteste dag med sol og blå himmel. Der blev hurtigt spist morgenmad og gået en dejlig tur med campinghunden, hvorefter vi pakkede vores pik-pak og drog videre på vores fantastiske sommertur.