Sporevann er en stor sø, hvor Siljan kommune har gjort plads til… ja, vel op til 10-12 campere og lidt telte. Det er et større langstrakt område langs søen, som er både græs og grus og hvor der også er et udedo (et do er det samme som toilet på norsk – et udedo er således det samme som et udendørs toilet, dog i en lidt primitiv udgave uden træk og slip).
Man kan blive her i max. 2 døgn og stedet er ret velbesøgt, og da vi landede var der allerede 3 AC’ere i forvejen og i løbet af eftermiddagen kom der en enkelt til. Vi nøjedes med at gå en lille tur langs vandet med campinghunden – hun havde nu endelig affundet sig med at vi var på tur (Læs: hun var rolig i sit bur og var klar over at vi ikke skulle i skoven for at gå).

Det er et vidunderligt område, specielt hvis man vil fiske, hvilket der var flere der gjorde, men også hvis man bare vil slappe af. Vi kan jo også godt lide at gå længere ture, og modsat Trollsvannet, hvor der var rige muligheder, så var det ret begrænset her. På den anden side af vejen er skoven både ret tæt, men der er også fyldt med klippestykker som gør det svært at gå på. Så i stedet for skovtur blev det en gåtur ad grusvejen! Opad gik det igen, og målet var et lille samfund, Grorud, og deres gamle trækirke fra 1944. Desværre var der låst, så vi kunne ikke komme ind, men måtte nøjes med at trykke næsen mod ruden. Der var dog intet at se, da vægge m.m. var holdt i mørke farver og vinduerne var ganske små. Der ligger også en lille kirkegård på den modsatte side af vejen, der er værd at aflægge et besøg.

Solen kikkede frem en del gange og en enkelt GT blev nydt i de varme stråler. Vi var der i 2 dage, hvor der kom yderligere 2 svenske AC’ere til samt en hollandsk California.
Begge aftener sad vi ude så længe det var muligt og bare nød stilheden, og når mørket trak sammen om os smuttede vi indenfor og hev Trivial Persuit frem og så gik det over stok og sten….. indtil trætheden overmandede os.