12. overnatning, fricamping

Gutulia Nasjonalpark

Find det her: https://maps.app.goo.gl/CrqPp4nsosQtwUaNA
Vi havde oprindeligt planlagt, at vi skulle forbi Femundsmarka nationalpark, men efter at have studeret andre blogs og rejsebeskrivelser, blev det tydeligt at det ville være lidt svært at komme derind med bil og CV, hvorfor vi fandt et rigtig godt alternativ, nemlig Gutulia nationalpark, Norges absolut mindste nationalpark på bare 23 km2 – Hardangervidda nationalpark er 149 gange større!! Til gengæld har man her den ældste skov i hele Skandinavien – reel urørt urskov, hvor man kan se kæmpe grantræer som får lov til at passe sig selv indtil de falder om, så at sige.


Vejen hertil er noget lang, lidt over 200 km, men ganske flot – vi kørte ad F27, F29, R3, F30, F26, F2210 og ind på Femundsveien. Det sidste stykke ned til pladsen er grusvej af ikke speciel god kvalitet, men det kan jo have ændret sig når du læser dette! På pladsen er der plads til 4 campere og da vi kom var der 2 tyskere i forvejen. I området er der en hel del vildt, og der er også observeret bjørne, som vi desværre ikke så noget til. Til gengæld så vi rensdyr…. eller rettere; vi et enkelt rensdyr, som vi måtte holde for!

Pladsen byder på bålplads, som dog ikke må bruges fra april til september, da der overalt i Norge er totalt forbud mod åben ild i eller i nærheden af skov! Da vi var der, var man i gang med at bygge et toilet (på norsk: udedo) og der er også fine bademuligheder. 

Vi fik vognen på plads og begyndte straks at udforske området – bl.a. er der en markeret sti som går ind i området og fører op til den anden indgang til nationalparken, hvor der også er en lille café.
Selve stien er utrolig flot og man får virkelig set noget af den gamle skov. Flere steder er der så fugtigt, at en del af stien er ført frem ad brædder, da det ellers ikke vil være muligt at komme tørskoet frem, store områder er tillige myr, så gode sko eller støvler anbefales her.

Vi havde fået at vide af en tysker, at det nok ville tage 30-40 minutter at nå frem til den anden port med café’en, men efter knap 1½ time vendte vi om – den lille campinghund var om ikke lidt forkommen, så i hvert fald godt brugt, da den måtte bruge mange kræfter på alle de klippestykker vi skulle over. Men det var en flot tur som kun kan anbefales.