2. overnatning, campingplads

Högsbyns fritidscenter og camping

Og turen gik videre ad E45. Et rimeligt langt stræk, men vi ville jo gerne gerne videre og længere op! Og afsted det gik… lige indtil vi kom lidt nord for Mellerud, hvor Google mente der skulle drejes til venstre ved Bloms Klädvaruhus. Og til venstre vi drejede… men hov, hvad var det lige der stod på skiltet? Vi kørte ind på en p-plads og jeg traskede hen for at se; gennemkørsel mellem Håverud og Högsbyn var forbudt og det gjaldt også dem med påhængsvogn, tillige ville der være en stigning på 21%. 

Tilbage i bilen snakkede vi om hvad vi skulle gøre – jeg var i mod at fortsætte den planlagte vej, hvorfor vi vendte om og kørte til Mellerud og fandt rute 166. 8 km udenfor byen drejede vi til højre – og så blev det sjovt: vejen blev bare mindre og mindre, vi kom gennem bitte små landsbyer, kørte i nærmest uendelig skov og langs den langstrækte sø Råvarp, men flot det var det. Det var godt nok lige spændende nok, når der kom et lastbiltræk med tømmer imod os, men chaufførerne er rutinerede og tog hensyn. Vi nåede endelig den lille by Mustadfors og kunne nu køre direkte mod Högsbyns fritidscenter og camping.
Det er et dejligt sted, en slags ferieby for skoler og ungdomsklubber m.m., men også en lille campingplads. Der er de forventede services i enkelt servicebygning, de er slidte men der rent og det virker. Vi kom kort efter det havde regnet voldsomt, så det var noget blødt flere steder. Pladsen, der er aflang og ligger helt ned til søen Råvarp og ikke er specielt stor, er ligesom opdelt i 3 plateauer. Der var vel 6-7 autocamper og en enkelt campingvogn, som stod spredt på de 2 øverste, men netop pga. det bløde underlag valgte vi at blive ”nede”. Her fandt vi så en virkelig dejlig plads nærmest helt nede ved vandet.

Vi valgte at tage 2 overnatninger her, men hvad vi ikke var klar over var, at der på 2. dagen kom 65 skoleelever, som ”bare” skulle være her et døgn – men hvilket døgn! Ungerne var omkring 13-15 og opførte sig som den aldersklasse nu engang gør når de er på tur…. larmende! Nå, vi valgte at tage ja-hatten på og da vi lå der hvor vi gjorde havde vi nærmest udsigt fra 1. parket til alle deres udskejelser, more os over drengene der drillede pigerne, med bekymring se dem ro ud i kanoer og som de tydeligvis ikke vidste hvordan skulle håndtere. Efterhånden faldt mørket på og råb, skrig og skrål blev mindre og omkring ved 01-tiden tror jeg der var helt stille! 

Området bryster sig af, at der er en del helleristninger tæt på fritidsbyen – Högsbyns hällristningsområde – og det skulle vi selvfølgelig ned og se. Det ligger en lille gåtur fra campingpladsen, helt ned til ved søen og der er et område der er fint holdt vedlige. Der er mere end 50 klipper med over 2000 indhuggede figurer og tegn. De fleste af ristningerne i Högsbyn blev lavet i bronzealderen for 2500 til 3000 år siden og ligger på odden i Råvarpen, som er resterne af en bjergkæde, der blev dannet på bunden af et lavvandet hav for mere end 1000 millioner år siden. Læs evt. på Wikipedia. Næste morgen gjorde vi os hurtigt klar til at drage videre – men nu skulle vi op ad den ret stejle og meget smalle grusvej som vi to forinden kørte ned ad og var ved at køre ind i en hollænder. Dorte gik op og stoppede dem som var på vej mod pladsen og jeg gav den gas og med hiv og sving kom vi op ad bakken uden de store problemer..