8. overnatning, stellplats

Glasbruket i Borensberg

Göta kanalen har altid været på listen over “steder” vi altid har villet se eller besøge, og nu kom muligheden da vi faldt over Glasbruket i den lille bitte by Borenberg. Glasbruket har vitterligt været et glasværk, hvor der i tiden 1900-1952 blev produceret primært glasflasker – du kan læse mere om det her (https://sv.m.wikipedia.org/wiki/Borensbergs_glasbruk).
Området er siden blevet sat i stand, hvor alle bygninger, som i sin tid husede familierne til arbejderne, nu er indrettet således at man kan leje rum eller hele lejligheder og så er der også en lille stellplats.

Glasbruket ligger på en lille halvø, og vejen derud er bare et enkelt spor og ganske smal, men vi er jo i Sverige så de er flere M’er! Oprindeligt lavede man det som et vandrerhjem og det fungerer stadig som det, da det er ejet af den svenske turistforening (STF), men som sagt så er der siden kommet en lille stellplats til. Der er en kiosk, hvor man også tjekker ind og kan købe lidt fornødenheder, samt en lille café. Fine og rene toiletter samt bad er her også, der er køkken til madlavning og opvask hvis det ønskes, og så kan man også tanke vand – men gråt og sort vand er der desværre ikke mulighed for at komme af med. Hvis man har lyst, kan man spadsere tilbage af grusvejen op til byen, hvor der ligger en af de mange sluser, som Göta Kanalen er så kendt for. Vi var dog desværre ikke så heldige, at der var et fartøj som skulle passere, mens vi var der.

I byen er der både bank, købmand og tankstation. Vi var jo heldige med vejret, så endnu engang blev hele aftenen tilbragt udenfor, indtil duggen begyndte at falde, mens vi kunne følge den lille trafik der var på kanalen. Og her er virkeligt skønt, sådan som det ligger lige ud til Göta Kanalen. Har man muligheden kan det virkelig anbefales at gøre et sving indenom!