Tilbage mod Helsingborg
Nu var vi kommet så langt ned, at de flotte og snedige steder faktisk blev færre og de betalte steder blev flere (og i den grad meget dyrere end længere oppe i Sverige), at vi ikke rigtigt kunne finde ud af hvor vi skulle køre hen for den på denne tur sidste overnatning. Der blev søgt og søgt i flere forskellige apps, på google og sågar i Alt om Husvagn og Camping’s camping katalog – men der var ikke rigtig noget der fristede. Eller jo, der var der for så vidt, men det krævede at vi kørte opad igen, i retning mod Värnamo, hvilket vi begge syntes var lidt fjollet, da området allerede var besøgt….. så vi bestemte os for at tage den “tunge” beslutning at køre direkte hjem herfra, en dag tidligere end beregnet.
Post scriptum
Men hold da op en fantastisk tur vi har haft. Vejret var med os stort set alle dage, selvom det var ret koldt når mørket faldt på, Dorte har hver aften tryllet det ene lækre måltid frem efter det andet, vi har drukket litervis af dejlig te, nydt rosé ved fremkomst, oplevet sjove og forskellige mennesker – og bare nydt det, at vi totalt frie i vores valg af overnatning og hvilken retning vi skulle køre.
Dette var vores første rigtige campingtur og siden den, har vi haft en enkelt lang weekend på Møn Strand camping (som du kan læse om andetsteds) og vi er allerede i gang med planlægning af vores 3 ugers sommertur, der igen kommer til at gå til Sverige, som jo er et perfekt campingland samt med afstikker ind i Norge, men mere om det senere, så hold øje hvis du er interesseret i at læse mere om vores ture med den lille action.
Der har også været læring i det her for os. Fx. ikke bare at starte ud med hovedet under armen og attituden “vi finder et sted at overnatte mens vi kører”, for det er – ihvertfald for os – ret stressende ikke lige at have styr på den første overnatning OG en backup i fald den ikke lever op til forventningerne.
En anden læring har været, at “vi når det nok”! Husk at der ikke noget der skal nås inden en hvis tid – det er ferie og man skal nyde det.
Og så lige en tredie læring: Drivmiddel koster, der bruges en del af det og sådan er det bare, så ingen grund til at gå og bitche over det. Vær forberedt på, at alt efter hvilken bil og campingvogn man har, så vil man ikke køre meget mere end omkring 10 km på literen. Vi har en Peugeot 2008 (2020), benzin, 1,2 l, 130 HK og 230 NM, og den trækker en action 391 LH uden problemer op ad bakkerne langs Vättern (og de kan godt være ret voldsomme for en dansker!!). Og på netop denne tur lå gennemsnittet på ca. 10 km på literen.