7. overnatning, stellplats
Ekö Badplats
På trods af den flotte placering og roen på pladsen, drog vi videre sydover. Under morgenmaden var snakken gået lidt frem og tilbage omkring næste overnatning og om det skulle være en ställplats eller campingplads. Vores udgangspunkt for turen var, at vi ikke ville bruge penge på selve overnatningen, hvorfor campingpladser ville være udelukket. Men når det er koldt om aftenen og nat (en enkelt nat havde den været nede omkring frysepunktet) finder man ud af, hvor fedt det er at kunne tænde for gulvvarme og det varme vand, hvilket kræver 220V i vores vogn – den strøm solcellen giver til batteriet er ikke nok til dette. MEN – det er vildt fedt at kunne overnatte snedige steder og frem for alt hvor der er roligt og også trygt. Begge dele kan heldigvis findes ved hjælp af Park4Night, og via den fandt vi frem til Ekö Badplats.
Et skønt sted ud til Boholmarna skärgård, syd for Kalmar. Her kunne vi læse, at der var både vand og toiletter, hvilket der også var – men de var aflåste og ville først blive låst op midt i maj….. øv! Men heldigvis havde vi vores nyindkøbte 20l vanddunk og toilet er der jo i vognen, så intet problem der.
Da vi kom frem til pladsen holdt der en enkelt camper, men de 2 kvinder der kørte med den var åbenbart ikke interesseret i kontakt og de drog hurtigt videre.
Efter en god kop te, fik campinghunden sele og line på, og vi gik en tur rundt i området. Vi havde stadig det mest fantastiske vejr med høj sol og det var et skønt område, men det blæste en halv pelikan så vi havde de store jakker på. Som navnet antyder er det en “badeplads” med en lille strand og hele 2 store badebroer. Toiletbygning kunne vi jo ikke tjekke, men den var faktisk ret stor og så ny ud. Derudover var der fine udendørs omklædningsfaciliteter så andre ikke kunne blive generet når der blev klædt om til badetøj – eller omvendt! Området har en hel del sommerhuse og det afspejlede sig også i en fin lille, omend interimistisk, havn med 8-10 både og en håndfuld joller.
Senere på dagen kom der en ny camper, men de pågældende personer så vi overhovedet ikke udenfor vognen før næste morgen, hvor de lige strakte ben så at sige, inden de kørte videre. Sidst på dagen blev der hygget med et godt glas rosé inden aftensmaden, hvortil vi dag havde selskab af en flok unge mennesker på deres (tunede?) knallerter. De var på ingen måde generende og kørte bare forbi på deres vej ned til badebroerne, hvor de angiveligt hang ud inden det blev for koldt og de kørte tilbage til der, hvor de kom fra. Senere på aftenen kom et par biler forbi – tænker de også bare skulle ned og se til båden.
Vi rundede lige en omgang Trivial, inden dynen kaldte.