2. overnatning, campingplads
Hoks Naturcamping
Vejene bliver mindre og mindre, men endelig lander vi på Hoks Naturcamping – og hvilken plads…. eller rettere: og hvilken natur! Selve pladsen er skam fin nok, med bare 5-6 fastliggere, men det er naturen og den kæmpe store skov, der er trækplastret her. Der er lavet ny tilbygning til “servicehuset” med de fineste toiletter og badeforhold og selvfølgelig kan man tømme både gråvand og sortvand/toiletkasetten. Der er også et lille køkken af ældre dato, der efter ejerens oplysning vil blive renoveret i den kommende vinter – men vi laver maden på grillen på de 2 overnatninger vi har er her, så det interesserer ikke os!! Til gengæld nyder vi godt af et rigtigt toilet og dejligt varmt bad når muligheden byder sig.
Vi får vognen på plads hvor vi ligger for os selv – faktisk er vi de eneste på pladsen ud over en enkelt fastligger – og sætter kedlen over til en god kop the og lidt læsning. Lidt senere strækker vi benene sammen med den lille campinghund Mille og går en tur på pladsen, finder grillen frem og laver aftensmad og endelig bliver det sovetid.
Næste dag er det overskyet, men det afholder os ikke – vi skal i den grad ud og gå tur i skoven. Vi har fået et par turforslag, men de er kun på 5 og 7 km. og da vi gerne vil se lidt mere, dropper vi dem og bliver enige om at vi “bare går efter kortet”. Dog når vi ikke længere end knap en kilometer, før vi ser en lysløjpe, der virker interessant, hvorfor vi følger den. Det viser sig, at det er opløbet lige inden det lokale stadion og vi fortsætter derfor ud på den derfra. Hurtigt forsvinder masterne med lys, så når man er på ski om vinteren må man forlade sig på pandelampen, men vi er her jo heldigvis om foråret, så det er bare derudaf! Efter lidt tid kommer vi til stedet, hvor ruten deler sig i 5, 10 og 17 km. og efter lidt snak frem og tilbage vælger vi 10 km-ruten.
Og hvilken tur… på trods af værkende knæ m.m. var det en fantastisk oplevelse, vi kom gennem både myr, stubmark, mørk skov, endnu mørkere skov, stejle bakker, små og store vandløb og desværre også et kæmpe stort område som var helt ryddet. “Desværre” for det smerter altid at se nedlagt skov, men selvfølgelig er det jo skovbrug og svenskerne har masser af skov, så det går nok. Rimeligt brugte kom vi tilbage til vores campingvogn, hvor vi slappede af og bare nød den stilhed der var. Og den lille campinghund – en ruhåret gravhund – klarede turen upåklageligt og med en enorm energi på trods af sine ret korte ben.